Sæsonstart 2013

Tekst

Skrevet af Dan Dyfort Jønsson

Så fik vi startet sæsonen for 2013. 14 medlemmer og et kommende, trodsede resterne af vinterkulden, som havde lagt vejen forbi, sammen med en kraftig blæst, på dagen hvor vi fik skudt sæsonen i gang på landevejen. Da en del havde sendt deres cykel afsted til det varme Mallorca, og andre ikke nænnede at luksuscyklen skulle blive skadet af resterne af den salt der stadig lå og lurede på vejen, var det en blandet cykelpark der dukkede op, som bla. bestod af MTB´er og vinterracere.

Det var en kold oplevelse, og man var bange for at have set forkert på kalenderen. Men det havde man ikke, så det var bare med at gemme kællingen væk igen, som var ved at melde sin ankomst, og fortælle at det ikke var sjovt, og om man ikke hellere skulle køre tilbage igen, og hygge i varmere omgivelser. Men da det jo som sagt er barske folk som er medlem i denne klub, forsatte alle med blikket stift rette mod asfalten, og vidste at der kun var en vej frem, og det ikke hjalp at pive.

Vi kørte ud til "Tyren" og kørte den obligatoriske omgang på ca. 12 km. og derefter hjem igen. Vi kunne alle se hvem der havde smugtrænet, og der er ingen tvivl om at Ringo bliver en trussel for os andre på Mallorca og resten af Danmark på landevejen i år. Men der var andre stærke emner i gruppen den dag, og det ene nye medlem Rune viste også gode ben, og det var også godt at se det andet nye medlem, Erik, kæmpe i vinden sammen med Allan som forhåbenlig snart sender en mail til Gitte, så han også kan blive en del af flokken. Og den fortabte Søren havde fundet vej tilbage til klubben, hvor han har været savnet. Alt i alt var det godt at komme igang igen, og rart at hilse på både gamle og nye medlemmer. Og med den medlemstilgang vi har haft indtil videre i år, tegner det til at blive en rigtig god sæson, hvor kun fantasien sætter grænser.

Da vi alle ankom lettere forfrosne til klubhuset, varmede det også meget at se de andre medlemmer, som var ankommet blot for at hilse på hinanden, og være med til at stubbe sæsonen igang. Som en fast tradition hver d. 1´ste tirsdag hver måned, var der sodavand og sandwich. De var rigtig gode, og blev leveret af Lenda Hjort, som måske også snart bliver medlem af klubben.