Roskilde Holdmatch 2010

Tekst

Beretning fra Roskilde Holdmatch.

Skrevet af Peter Jeppesen.

Søndag morgen – tungt skydække – regn i luften – og allerede kl. 05.50 kom den første SMS med afbud til Roskilde Holdmatch.

Ikke den bedste start på dagen men de tre øvrige ryttere dukkede op foran centeret, som aftalt.

Vi forsøgte at overbevise hinanden om, at der nok var mulighed for, at der i løbsområdet ville være rimelig vådt, så vi måtte hellere vende om og tage hjem i varmen – men der var lovet opklaring, så der var jo ikke nogen god undskyldning for ikke at komme afsted.


Vel ankommet til Allindelille gjorde vi os parate til turen og kl. 09.16 lagde vi ud i godt tempo. Vi havde forud for starten aftalt, at vi ville forsøge at gennemføre med en gennemsnitshastighed på ikke mindre end 32 km/t. De første 15 km blev tilbagelagt med en gennemsnitshastighed på 35 km/t+, så det lignede lidt en fantomtid, vi kunne komme hjem i.


Over målstregen efter første runde (af 2) kunne vi konstatere, at gns. hastigheden for de første 30 km var faldet til 33 km/t+ blandt andet pga en grim, grim bakke – højdemæssigt bare 50 m men med en kedelig hældning. Og på toppen af den bakke stod en storgrinende fotograf strategisk placeret (se billeder). Jeg er glad for, at John dækker for mig, så I ikke kan se, hvor hårdt jeg havde det.


At køre den samme rute 2 (eller flere) gange er hårdt. For så ved man, hvornår det vil gøre ondt. Og så begyndte vi også at kunne mærke, at vi kun var 3 ryttere. Men alligevel åd vi den ene km efter den anden.


Med 15 km igen måtte holdets "Grand old man" lægge sig forrest og trække os nogle km – det gik rimeligt -gnst hastigheden var stadig på den rigtige side af vort mål – men forude var den grimme, grimme bakke og da vi nåede den, var der ikke meget mere at give af - 16 km/t opad bakken – min mor kunne have gået hurtigere ved siden af.


Op kom vi dog, og de sidste km hjem gik over al forventning.


Vel ankommet i mål var det tid til den traditionelle frokost salat/frikadeller/brød skyllet ned med en øl/vand alt efter temperament.


Og resultatet – jo vi endte med at gennemføre i 1 time og 49 min – stadig på den rigtige side af 32 i snit. Vi blev hurtige enige om, at det var godkendt for vi havde gennemført og indenfor vort mål - og så har vi håneretten overfor 4.manden(kvinden)i et helt år.