Melfar24 2009

Billede

Tekst

Skrevet af Henrik Dalgaard

Tre mand høj (m/k) fra Team Webcreative stillede op i Danmarks eneste 24 timers landevejsløb - Lene, Henrik C. og undertegnede.

Jeg vil ikke bruge mange ord om mændenes præstationer(!), men klubben har fået sin første podieplads i et World Cup løb (for ultraløb). Lene, der vandt Melfar 24 hour Cycling Challenge i 2006 og 2007, cyklede dette år en flot andenplads hjem til klubben.

Niveauet for deltagerne har været stigende siden løbets start, og Lene måtte igen sætte ny personlig rekord og kørte således imponerende 556 kilometer, før andenpladsen var hjemme.

Jeg (Henrik Dalgaard) har skrevet en lille beskrivelse af mine oplevelser fra løbet nedenunder:

Tekst

Skrevet af Henrik Dalgaard

Melfar 24 hour Cycling Challenge 2009

Lene og jeg mødtes med Henrik C. fredag aften lidt udenfor Odense, hvorefter vi fulgtes ad til Middelfart. Efter indregistreringen i Lillebæltshallen gik aftenen med at klargøre cykler og spise lidt pizza og pasta i down town-Middelfart. Næste morgen var det vindstille og solskin, og der var ophængt en frisk vejrudsigt, der sagde sol og svag vind. Noget må dog være gået galt hos metrologerne, for en times tid før start åbnede himlen sine sluser, og vinden tog til. Regnen stoppede heldigvis, inden starten skulle gå, og vi blev alle sendt af sted i hold i perioden 10.00-10.20 fulde af optimisme.

Jeg havde planlagt at lægge lidt langsommere ud end sidste år, men det lykkedes heller ikke særlig godt i år. Den første runde på 58 km blev kørt med et gennemsnit på over 35 km/timen, men jeg tænkte undervejs, at det nok var bedre at ligge i læ end at ligge alene i blæsten og vente på næste gruppe. Vinden var frisk det meste af dagen, og vejret vekslede mellem mest sol og enkelte lokale byger, der blev meget ulige fordelt. Nogle deltagere fik ingen regn overhovedet, hvor andre, bl.a. jeg, blev totalt gennemvåde af 10 minutters styrtregn samt enkelte mere almindelige byger - jeg der ellers altid kører med skoovertræk!

Næste 58-kilometersrunde startede på næsten samme måde – dog uden mere regn. Jeg fandt ind i en gruppe, hvor det nok igen gik lidt for hurtigt for mig i sidevinden på nogle af de længere bakker. Tempoet blev dog mere passende, da vi drejede for vinden. Her var jeg dog uheldig med, at en af rytterne foran snittede en andens baghjul og kom i slinger og væltede - heldigvis ud i grøften uden skader. Under den kraftige opbremsning i gruppen fik jeg imidlertid mit forhjul klemt hos den forankørende, og der røg desværre en eger. Hjulet var temmelig ekset, men heldigvis ikke mere end at det kun stødte lidt på bremseklodserne, når bremsen var helt åben. Jeg trillede videre alene med mit woblende forhjul. Da det efter ca. 20 km ikke var blevet værre, turde jeg godt køre lidt hurtigere, og de sidste ca. 20 km hjem til depotet kørte jeg med en forbipasserende gruppe, hvor Henrik C. også befandt sig. Henrik C. var startet i en gruppe 10 minutter senere end Lene og jeg, og det kørte godt for ham.

Man kan heldigvis få lavet mindre reparationer i depotet, så jeg tog en halv times pitstop, mens jeg fik sat en ny eger på og fik rettet hjulet op. På de tre næste omgange på dagruten kørte jeg mest alene på udturen i vinden og fandt så ind i en god gruppe på hjemturen, og de forløb alle nogenlunde for mit vedkommende. Henrik C. havde imidlertid været mindre heldig med at ramme nogle gode grupper og begyndte desværre også at få ondt mellem skulderbladene.

Klokken 20.30 åbnede natruten. Det var samme strækning frem og tilbage langs Lillebælt og bl.a. ind under Lillebæltsbroen. Turen var 16 km, og der var heldigvis læ for vinden på det meste af strækningen. Jeg følte, det kørte OK de første ture, men så begyndte luften ligesom at gå ud af ballonen. Lene lå på det tidspunkt til en placering i top-tre, som hun var opsat på at fastholde. Jeg kørte et par ture frem og tilbage med Lene, men måtte erkende, at jeg ikke i længden kunne følge med "nattens dronning". Jeg var iskold helt ind i knoglerne og meget søvnig, så jeg blev nødt til at tage en powernap for ikke at risikere at vælte med cyklen. Jeg krøb frysende i posen med sko og det hele og sov 25 minutter inde i hallen.

Det tog ca. 45 minutter, før jeg var på cyklen igen. Jeg var ikke længere søvnig, men trods store tøjmængder blev jeg hurtig meget kold igen. Det havde også knebet med at kunne spise ordentligt, da først natten faldt på. Det var som om, at formiddagens regnbyger og de våde sko ikke ville slippe sit tag i kroppen, der blev stivere og langsommere i takt med, at jeg helt mistede kontakten med mine tæer.

De sidste ugers træning op til løbet havde ikke været optimale, så målet dette år var ”bare” at køre over 600 kilometer. Der var lidt over 5 timer tilbage at cykle i, og med lidt hurtig hovedregning kunne jeg se, at det ikke ville lykkes mig at nå dette. På dette tidspunkt er man et let offer for sin selvmedlidenhed, så kulden vandt diskussionen over den sidste rest viljestyrke. Jeg valgte således at stoppe ud fra en antagelse om, at jeg blot ville blive endnu koldere (og langsommere), når det nu også kneb med at kunne spise ordentlig. Henrik C. valgte en lille time senere også at stoppe. Smerterne mellem skulderbladene var blevet for kraftige. Det kan godt være, vi Henrik'er ikke kunne køre rigtig langt denne gang, men til gengæld kunne vi stå under den varme bruser og stene i lang tid. Vi havde begge kørt omkring 450 kilometer, hvilket nok ikke indbringer nogen plads i historiebøgerne.

Lene kløede imidlertid stadig på. Hun var omkring 20 kilometer efter den førende Cathrine Steffy Pater og 20 kilometer foran Maria Larsen på tredjepladsen. Alle tre kørte stadig frisk til, så der blev ikke holdt mere end de absolut allermest nødvendige pauser de sidste mange timer. Stillingen holdt løbet ud, og Lene fik en andenplads med en strækning på imponerende 556 kilometer. Set i lyset af, at Lene var skadet hele sidste år og først kunne begynde at cykle igen i starten af dette forår, er det ikke bare flot men en superpræstation fra hendes side, der lover godt for næste års Melfar 24 hour Cycling Challenge. Vinderdistancen hos kvinderne blev på 579 kilometer.

Hos mændene er der sket en kolossal udvikling de sidste to år. Trods tilstedeværelsen af nogle af de førende i UMCA World Cup'en var der tre danskere på skamlen. Nummer et og to havde begge kørt 767 kilometer - langt over den tidligere danske rekord på 756 kilometer. Da opløbsstrækningen ikke egnede sig til et spurtopgør, havde de selv afgjort placeringen mellem sig ved en privat spurt ude på ruten.

Jeg ved ikke med Henrik C., men jeg er rimelig sikker på, at jeg nok også er med i feltet næste år. Selv om det var fjerde gang for mit vedkommende, er det alligevel et helt nyt løb hvert år, og man ved aldrig, hvad natten bringer én af udfordringer. Igen i år vælter det ind til arrangørerne med bemærkninger fra forskellige deltagere om, at det er det bedst arrangerede cykelløb, de nogensinde har deltaget i med en helt speciel stemning. Jeg kan derfor kun opfordre andre i klubben til at prøve udfordringen næste år. Man kan læse meget mere på løbets hjemmeside www.melfar24.dk, hvor der er også ligger nogle inspirerende deltagerberetninger.

Håber vi ses næste i år i Middelfart