Blomsterløb / Bramsnæsløbet 2014

Tekst

Skrevet af Dan Dyfort Jønsson

Så er det tid til at læse et par ord om de seneste par cykelløb som klubben har deltaget i.

Først et par ord om årets første fokusløb, nemlig Blomsterløbet. Dagen startede som vanlig til et af vores fokusløb, med at bestyrelsen stiller pavillon og beachflag op, så medlemmerne kan se hvor de skal hente deres startnumre, og få en lille kop kaffe, mens de fortæller hvor dårligt de har sovet, ikke har trænet ret meget og i den grad underspiller deres rolle. Men vi andre ved at alle krigerne er skarpe, og klar til dagens store udfordring.

16 medlemmer havde tilmeldt sig i tre distancer: 58km. 94km. og 116km., som blev sendt afsted med 8 minutters mellemrum.

Alle medlemmerne klarede det rigtig flot, og et stort tillykke til Lars Husballe som kom øverst på sejrsskamlen på distancen 94km. Han trådte speederen i bund et stykke fra mål, og ingen kunne følge med et af klubbens uhyggelige wattmonstre. Da vores hovedsponsor "Webcre@tive" præmierer klubben for hver førsteplads med 1000kr, siger vi tak til både Lars Husballe og "Webcre@tive".

Efter løbet samledes alle medlemmerne ved pavillonen og indtog kaffe og kage i rigelige mængder. Her havde en anden sponsor "Cyclingshop" givet tre sponsorgaver, som blev udloddet til medlemmerne i hver distance. Her vandt Jacob Zimling: 2 stk. Ventoux flaskeholdere, Martin Trebbien-Nielsen vandt: High5 Race Pack og Mikael Lund vandt et par flotte cykelbriller. Vi siger tak til "Cyclingshop" for de flotte præmier.

Til Bramsnæsløbet havde flere af vores krigere også tilmeldt sig, og igen viste de klubben ære, men et af medlemmerne tog fokus fra alle andre.......nemlig Gitte Jørgensen som fik en flot 3. plads i kvindernes 50km. Flot kørt og stort tillykke til Gitte, som fortalte hun selv var overrasket over resultatet, og først fik armene ned dagen efter. Vi er mange der aldrig har prøvet at vinde en 3. plads, og du har virkelig fortjent den.