Sjælsø Rundt 2009

Tekst

Skrevet af Dan Dyfort Jønsson

Rigtig gode oplevelser!

Modtagelse i klubben
Som indledning vil jeg starte med at oplyse, at jeg ikke har været medlem af klubben i mere end et par måneder, og den ene måned var jeg fraværende, da min cykel var blevet stjålet. Og jeg har kun cyklet 1½ år, efter jeg måtte lægge min løbekarriere på hylden, grundet rygsmerter. Derfor var det med stor glæde, at jeg fandt frem til jeres klub, og oplevede den kammeratlige velkomst man fik her. Man bliver mødt af flinke, rare og glade ”cykeltosser”, som jeg også selv er blevet til, hver træningsaften. De gange jeg har været med til træning, har jeg prøvet at følge med så godt jeg kan, og der har heller ikke været sure miner, hvis man skulle sætte tempoet ned, så den nye dreng i klassen kunne følge med.


Sjælsø Rundt

Jeg så at Ole Wengel havde tilmeldt sig Sjælsø Rundt, og så her en chance for at prøve kræfter med en masse andre entusiaster. Ole havde fået starttid kl. 8, og skulle køre efter master de første 30 km., og der skulle efter sigende være rigtig mange cyklister i første startgruppe, hvilket gjorde at jeg, grundet manglende erfaring i at køre så mange i et felt, tilmeldte mig en start kl. 8:33. Jeg nåede desværre ikke at se Ole inden start, så jeg kunne have råbt et par kvikke bemærkninger.

Jeg trillede stille hen mod start, og var lidt spændt på hvordan det skulle gå, og klokken 8:33 blev jeg så sendt af sted, sammen med en lille gruppe, ud på de 125 km. som ruten var på. Jeg havde planlagt at starte stille, og så skyde raketten af til sidst, men det var lidt svært ikke at blive grebet af stemningen, så derfor fik den også lidt gas. Det gik også fint, men jeg havde dog lidt svært ved at finde en gruppe, hvis fart passede mig. Pludselig kom der en gruppe bagfra, efter ca. 30 km., som havde god fart på, og den hægtede jeg mig så på. Det gik forrygende, de skød af sted, og jeg efter. Men, i min iver, havde jeg ikke lagt mærke til, at de ikke havde nogle startnumre på tøjet. Da det gik op for mig, kørte jeg op og spurgte en af rytterne, og han svarede, med en lille smil, at jeg skulle have drejet af for et stykke tid siden. Her var jeg lige ved at miste modet, og køre hjem igen, men jeg må med skam indrømme, at jeg kørte med min Garmin, som jeg ikke helt er dus med. Den er ikke helt som den vi kører med i bilen, men jeg kunne se hvilken retning jeg skulle køre, for at komme ind på ruten igen. Jeg kørte vel ca. 10 km. alene, og var derfor lettet, da jeg så andre ryttere med rygnumre. Af sted jeg for, men så begyndte mit andet mareridt, nemlig krampe. Jeg ved fra mine maratonløb, at man ikke må springe depoterne over, mht. væske, og heller ikke starte for hurtigt, men det havde jeg gjort. Jeg havde selvfølgelig væske med, men havde ikke drukket nok, for at spare på det. Da jeg havde cyklet ca. 75 km. begyndte jeg at få lidt krampe, i begge mine lår, og det blev stille og roligt værre og værre. Jeg prøvede at sætte sadlen lidt op, og på et tidspunkt ville jeg stoppe og massere mine lår, men jeg kunne slet ikke stå op, så jeg blev nød til at hoppe op på cyklen igen, for benene havde det bedre, hvis de blev holdt i gang. Jeg kunne slet ikke træde igennem, og op af ”bjergene” kunne jeg heller ikke stå i pedalerne, så den måtte ned i laveste gear, og bare trille over toppen. Ved 90 km. depotet stoppede jeg, og tankede op, og efter 15 km kunne jeg mærke, at krampen blev mindre, og jeg kunne træde mere og mere igennem. Så det var helt dejligt at kunne sætte farten op de sidste 10 km, og køre forbi de andre lidende kroppe, som sled sig mod målstregen.

Min tid blev 4 timer og 32 minutter for 125 km + 5 bonus km, som jeg er ganske godt tilfreds med, taget alle mine begynderfejl i betragtning. Og det med tiden er jo også lidt af et lotterispil, for jeg så rigtig mange som var punkteret, og det var jeg gudskelov forskånet for. Det var en god oplevelse, og med god afmærkning (hvis man gider at kigge efter. He.he) Og en ting er sikkert, jeg står til start næste år, for jeg har en tid jeg skal slå.