Korsika 2011

Tekst

Korsika på kryds og tværs med Ruby Rejser

Skrevet af Dagmar Beck

Efter at have haft den mest fantastiske tur til Korsika i uge 40, bliver jeg simpelthen nødt til at dele oplevelsen med andre cykelgale mennesker.

Du kan læse nærmere om turen på Ruby-rejser.dk under Korsika og ”Korsika på kryds og tværs”. Ruby beskriver sværhedsgraden af turen som værende ”en kategori højere end Mallorca”. Vi cyklede fra sted til sted, mens bagagen blev kørt med følgebilen, dog havde vi 2 overnatninger på samme sted 2 gange i løbet af ugen. Bortset fra et sted, var der enten pool eller strand ved overnatningerne. Hotellerne var generelt fine, alle stederne blev cyklerne låst inde, generelt meget imødekommende personale – og tænk engang på Korsika kunne de forstå mit skolefransk (hvad de jo ikke kan i Frankrig). Maden var OK, men jeg vil dog anbefale at medbringe enten havregryn og/eller rugbrød til morgenmaden, da den generelt var typisk fransk med hvidt brød og croissant.

Der køres med 3 guider på 3 forskellige niveauer.

Det anbefales at have cyklet ca. 3.500 km før turen. Jeg og en anden mand var de sidste, der kom op ad stigningerne – hver gang  . Min anbefaling vil derfor være, at formen er bedre min. Guiderne - Bo, Finn og Steen - var meget opmærksomme, yderst kompetente og ansvarsfulde. De havde en skøn form for humør og var i høj grad sammen med chaufførerne med til at skabe den fantastiske stemning, der kom på holdet.

Gruppen bestod af meget imødekommende, sociale og omsorgsfulde mennesker og vi havde en helt igennem forrygende tur. Hold 1 kørte nogle dage en lidt hårdere vej og/eller lidt længere vej end hold 2 og 3; men ellers kørtes ad samme rute. Naturen var helt umådelig smuk. Jeg har ikke før oplevet så afvekslende natur på så korte strækninger (øen er på størrelse med Sjælland).

Nedenfor kommer en kort kommentar om hver dag – men ruteplan kan læses på Rubys hjemmeside.

Dag 1: 25 km flad tur fra lufthavnen til første hotel.

Vores cykler var kørt til Korsika af 2 chauffører (Kjeld og Thomas) med Rubys egen minibus. Det var anbefalingen at pakke ”rør” omkring cyklerne og desuden skulle forhjul og pedaler afmonteres. Alle cykler blev desuden dækket af et tykt tæppe. I lufthavnen klædte vi om, tog vores bagage med til følgebilen, gjorde cyklerne klare og cyklede i tilfældige hold til det første hotel. Kjeld og Thomas cyklede med hver anden dag, sørgede for frokost, pakkede bil med alle vores kufferter og var i det hele taget ualmindelig behjælpsomme.

Dag 2: Bastia (Biguglia) til Algajola, 113 km. og ca. 1.760 højdemeter

Vi startede med at køre 5 km i tilfældige grupper og mødtes derefter på en parkeringsplads. Herefter gik det opad i 6 km med 6-8% stigninger, indtil vi kom til en rundkørsel. Dermed blev hold 1, 2 og 3 fastlagt , og vi kørte videre med hver sin guide. Jeg var på hold 3 og min mand, Torben, på hold 1. Det var første dag med den forrygende natur og allerede der, var Torben og jeg enige om, at det var noget af det smukkeste, vi længe havde set.

Dag 3: Algajola - Bocca di a Battaglia – Algajola 90,9 km. og ca. 1865 højdemeter

Dette var en af de hårdeste dage. Vi lagde ud med ”kvalmebakken”, der fortsatte med ”kaste-op-bakken” for derfor at gå over i ”besvimebakken”. Rygtet siger, at der var en rigtig flot udsigt; men personligt så jeg mest asfalten max. 5 meter foran forhjulet. Derefter gik det det nedad i mange km, startende med en relativ smal vej med en masse bump og huller. Heldigvis var farten (for mit vedkommende) ikke særligt højt for pludselig stod der en MEGA-tyr i vejsiden. Jeg blev temmelig urolig; men heldigvis var den mere rolig end jeg, og jeg overlevede forbikørslen. Frokosten blev indtaget på en fantastisk restaurant, hvor vi sad på langborde på stranden med vores bare tæer i den skønne strandsand. Nogle badede og livet var skønt.

Dag 4: Algajola til Porto, 106,9 km. og ca. 1.680 højdemeter

Dagen startede med det mændene kaldte ”35 km morgenrejsning” – og det må da være en fornøjelse for enhver. Dog nøjedes vi på hold 3 med 32 km opad med max 7% stigning (samme stigningsprocent for alle hold). Og hvordan var det så? Ja – jeg var lykkelig over, at jeg havde fået at vide, at de ”grippe” der svævede omkring mig og ventede på, at jeg skulle falde død af cyklen, heldigvis ikke var grippe; men glenter. (og glenter spiser ikke ådsler ) Men totalt set var det en fantastisk oplevelse at kunne cykle opad km efter km og så stadig nyde den helt fantastiske natur. På vejen opad mødte vi grise, får og gedeflokke – og heldigvis ingen løse tyre.

Dag 5: Porto til Corte, 105,7 km og ca. 2.170 højdemeter

Denne dag bød på op ad bakke og ned ad bakke  Nogle kortere strækninger (3 km) med voldsomme stigninger 12-15%, nogle kun på 6%. Dagens længste stigning var vist nok 10 km. Men sikke en smuk, smuk dag. For mig personligt var det første gang, at jeg har kørt så mange højdemeter, og det var en stor sejr. Om aftenen var der en lille guidet byvandring, som langt de fleste deltog på.

Dag 6: Fra Corte til Tarco, 130,8 km. og ca. 1910 højdemeter

Corte ligger lidt højt og der var brug for at køre med løse knæ, løse ærmer og vindvesten. Efter en lang nedkørsel fik vi dog varmen, da vi kom til nye stignigner. På alle dage havde jeg dannet bagtrop og makkerskab med en mand fra ØMC (cykelklub i Karise). Det var rigtig rart for os begge, at vi havde hinanden at støtte os op ad, udveksle erfaringer omkring skift af klamper (hvad vi begge fik brug for) ud over at klare verdenssituationen i almindelighed. Vi havde det så hyggeligt med ØMC, at vi har aftalt en træningstur i deres klub og de i den mtb-klub, Torben og jeg er med i. I øvrigt voksede hold 3 for hver dag der gik, nogle kom med diverse fysiske skavanker og et par gutter ville tage billeder af den storslåede natur (god undskyldning for at tage pauser)

Dag 7: Rundtur fra Tarco til Zonza og retur til Tarco, 108,8 km og ca. 1.908 højdemeter

Den dag var turens hårdeste dag. Jeg forsøgte at lokke nogle til at køre ruten baglæns og møde holdet til frokost midtvejs (færre højdemeter med lavere stigninger); men uden held. Ca. 2/3 af hele holdet begav sig på vej; men efter første stigning blev turen aflyst pga. storm. Stormen var så voldsom – og kom fra forskellige retninger – så 2 af deltagerne var blevet blæst af deres cykler. Den første havde endda rullet 2 omgange på cyklen, før han kom ud af pedalerne, hvorefter cyklen forsætte med at blæse væk med cyklisten løbende efter for at fange cyklen før den blæste ud over bjergskrænten. Det lykkedes heldigvis at fange cyklen, så han ikke skulle gå hjem. Det var en ny oplevelse for guiderne, der naturligvis var enige om, at de håbede, at det var sidste gang.

Dag 8: Hjem

Vi havde formiddagen på stranden, før vi blev hentet med bus kl. 13 og kørt til lufthavnen. Vores cykler kom allerede hjem dagen efter.

Alt i alt en fantastisk tur, som jeg ønsker at gentage, gerne til næste år i oktober. Jeg vil dog satse på bedre form og færre kilo at slæbe op ad bakkerne. Det ville også være skønt at kunne gennemføre turen uden af skulle skifte klamper . Næste år planlægges endvidere en ny rute, en tand værre (ingen dage under 2.000 højdemeter, og nogle dagsture på 150 km), så der er udfordringer for de, der finder denne tur for nem. Hvis du er interesseret i at høre om næste års ture, vil jeg anbefale at kontakte guide Bo Lyngbye (http://www.bolyngbye.dk/Korsika.html). Hvis der samles en gruppe (jeg tror, at det er 12), er der rabat på turen – men spørg Bo om det.