Grenserittet Strömstad Halden 2011

Tekst

Oplevelser fra Grenserittet Strömstad – Halden, august 2011

Skrevet af Christian Jørgensen

Da jeg tidligere har været facilitator for MTB træning i klubregi i efteråret 2010 / foråret 2011, er det vel på sin plads at fortælle lidt om et rendyrket MTB løb under ”eksotiske” himmelstrøg.

Historien er at jeg arbejder sammen med nogle nordmænd der er lige så gale cyklister som undertegnede. Vi har i årene 2008 – 2010 deltaget i et norsk MTB løb som hedder Birkebeinerrittet og som foregår i fjeldet nord for Oslo, nærmere bestemt Rena. Sidste år – altså 2010 – var dog en så våd og kold omgang med regn og slud, at vi besluttede os for at prøve kræfter med Grenserittet i 2011 istedet for Birkebeineren. Grenserittet foregår fra Strömstad i Sverige henover grænsen til Halden i Norge. Heraf navnet. Væsentligst er at det ikke går over fjeld, og dermed er temperaturen normalt bedre. Højdemetermæssigt er det for en dansker dog absolut alligevel noget af en mundfuld.

Således aftalt så også gjort, og for formedelst 800 NOK (!) modtog jeg tidligere på året en bekræftelse på deltagelse i Grenserittet, hvorefter jeg ”glemte” alt om MTB og helligede mig træning på raceren i stedet (mest fordi jeg i uge 33 skal cykle på racer til Paris, men det er en anden historie).

Pludselig oprandt så dagen hvor jeg hastigt måtte klargøre min cykel, herunder i 11´te time købe nye og ikke-møre dæk, pakke bilen og sætte kursen nordpå til Halden, hvor min norske kollega havde booket os ind på et vandrehjem på byens fæstning. Selve løbet var lørdag d. 6. august og jeg ankom sent aftenen inden, blev checket ind og fik startnumre m.v.

MTB løb i Norge er inddelt i puljer efter en lokal seedningsprocedure. Som dansker – og totalt uvidende – var jeg blevet sat i pulje 24 med start kl. 10:50. Min kollega OIe Anders havde fået pulje 4 med start kl. 8:10. Jo lavere pulje, desto stærkere ryttere (fordi tider i andre løb danner basis for seedningen). Jeg prøvede så ved indcheckningen at spille lidt på mit danske islæt og fakede en tid fra et tidligere løb (Birkebeineren) hvorefter jeg blev rykket op i pulje 8 og – med vanlig norsk akkuratesse – blokket 100 NOK for de 15 sekunders arbejde dét tog…

Men pulje 8 var unægtelig en noget bedre pulje end 24. Samtidig VÆLTEDE det ned med vand fra oven, så sporet ville nok næppe være bedre desto flere puljer á 200 personer der kørte det ned. Så jeg var egentlig godt tilfreds.

Næste overraskelse var den utrolige grej fetish der blev lagt for dagen. På dét punkt minder MTB meget om racerløb for motionister som os… Fine carbonrammer, nogle spritnye, 29”, fully, 120 vandring etc. Min efterhånden noget bedagede CUBE aluramme med patina af dansk skovbund fra februar vakte lidt opsigt. Men så var man da lagt mærke til. Jeg valgte dog at vaske den for at støve psyken lidt af.

Vi fik noget pasta og gik til køjs. Som sædvanligt før løb kunne jeg ikke sove og skulle op for at p…. ustandseligt. Næste morgen klokken meget tidligt fik vi noget morgenmad og kørte i min bil fra Halden til Strömstad i Sverige, hvor starten skulle gå.

Vi fik parkeret bilen og pakket ud, kom i sadlen og varmede op. Vejret var fint, dvs. ingen regn fra oven, men der lå et godt vådt lag vand på vejene. Ole Anders kørte til start før mig og lige pludselig var det også min tur. Starten foregik fra Kärleksudden i Strömstad og herfra til fods med cyklen til centrum. Herfra var der mastervogn til en rullende start efter 2 kilometer.

Herefter var det fuld gas på MTB på en forholdsvis bred asfalteret vej (!) nogle kilometer. Dernæst kom vi til lidt terræn som blot betød grusvej istedet for asfalt. Hele tiden var tempoet voldsomt forceret, og det gjaldt jo om at hænge på. Jeg tænkte at jeg næppe kunne holde et snit på 38-40 i ret lang tid og spejdede efter lidt mere ”terræn”. Det kom så i form af en modbydelig lille satan af en bakke der gik noget nær lodret. Teknikken er så at sætte sig yderst på sadlen og så bare jokke til. Men det var ligesom ikke muligt, da alle andre hoppede af cyklen og begyndte at gå… Der er altså kulturelle forskelle også på MTB kørsel i forskellige lande. Men skik følge eller land fly, så jeg gik også – og havde ligesom heller ikke andre muligheder.

Det med at gå gentog sig så hver gang der kom en relativt stejl stigning, så jeg tilpassede mig lidt, men forsøgte også at cykle opad, og generelt kunne jeg tage en del tid på stigningerne. Men den tid satte jeg så til igen på nedkørslerne. Forklaring: mit danske dæksetup med NN / RR i 2.25 og halvflad pumpning er IKKE velegnet til 60 KM/T nedad. Eller også er jeg bare en kylling når dækkene wobler under mig.

Løbet var generelt ikke vanskeligt rent teknisk – udover altså nedkørslerne for mit vedkommende – og foregik på en blanding af asfalt, grus og større skovstier. På intet tidspunkt decideret single track. Min force lå mest på de stykker hvor det gik opad og på de større skovstier, hvor de øvrige ryttere gerne lå på række modsat vandpytterne, ja da kunne man nemt overhale og vinde tid.

Med ikke færre end 3 depoter undervejs var der ingen fare for at gå sukkerkold og uddelingen af vand og bananer foregik i farten, dvs. ingen unødige stop.

Der blev råbt lidt af mig undervejs fordi jeg tog et par hårde føringer, men omvendt råbte de jo ikke tilbage om at de lå på hjul, såeh… Jeg lod som om jeg ikke kunne norsk. Jeg er selv hundeangst for at ligge på hjul på MTB, da risikoen for styrt er latent hele tiden.

Pludselig efter lidt over 80 km var jeg i mål i tiden 3:14:43. Jeg havde en ambition om at komme under 3:30, så det var egentlig ok. Det rakte til en samlet placering blandt de 15% bedste og indfrielse af et såkaldt mærkekrav, SAMT en mulighed for en endnu bedre pulje til næste år.

Blandt danskerne sluttede jeg som nummer 4, men det skyldes nok mest at der ikke er så mange deltagere fra Danmark.

Samlet indtryk fra løbet er godt. Det er et helt anderledes løb end tilsvarende MTB i Danmark, men det er også andre præmisser med terræn og tradition m.v. Nordmændene er super til at arrangere og der er taget hånd om ALT. Man betaler så også for ALT. Det er ikke billigt, og tillagt diesel og overnatning kunne jeg næsten være nået til Mallorca for samme beløb. Men så er det prøvet og jeg vil ikke afvise at jeg vil forsøge igen en anden gang. Vil gerne under 3 timer. Vinderen var endnu hurtigere naturligvis, men også yngre (naturligvis).

Min kollega Ole Anders styrtede desværre, men slap med knubs og en ødelagt bagskifter. Han måtte udgå af løbet, så vi fik ikke en helt fair afgørelse af håneret m.v.