200km brevet 2014

Tekst

Skrevet af Dan Dyfort Jønsson

Så blev sæsonen rigtig startet op idag, med årets første Brevet på 200 km, arrangeret af ARD-Sjælland for langdistancecykling. kl. 7 gik starten fra Nærum, og det eneste medlem fra superklubben Furesø Cykelmotion, Dan Dyfort Jønsson, blev lidt rystet, da han så der var 58 ryttere mødt op, og mange af dem kendte for at køre meget stærkt og vinde flere cykelløb bl.a. Karsten Hoffmann som har kørt RAAM. Stig Lundgaard, som mange af os kender fra Stig's Cykelrejser, og som har kørt Paris/Brest/Paris flere gange, lånte mig sit baghjul et stykke af vejen, så jeg kunne komme op til gruppen igen....Tak Stig

Den første tanke var at lade de fartglade tosser køre ad h...... til, og så hægte mig på den næste gruppe.........Men det var åbenbart en umulighed, for da lyntoget kørte, sad jeg midt i gruppen med et stort smil på læben, og tænkte/håbede: "måske kunne jeg følge med hele vejen".

Men som vi alle ved, vokser træerne ikke ind i himlen, og efter 120 km. måtte jeg slippe, og kørte resten af turen med 4 andre, som også syntes det var irriterende med det brag der kom, hver gang vi brød lydmuren.

Det var en fantastisk oplevelse at sidde på sommercyklen igen og give den så meget gas, at jeg havde krampe i lårene de sidste 40 km.